Borger- og patientinddragelse har længe været et vigtigt fokus, men politikerne i Region Hovedstaden vil også gerne tættere på borgerne og inddrage dem mere i regionens politikudvikling og planlægning. Derfor vil regionen nedsætte et klimaråd samt en række opgaveudvalg. Derudover vil regionen som noget nyt i 2023 arbejde aktivt med digital borgerinddragelse. Det fremgår af budgetaftalen for Region Hovedstaden.
Iben Fibiger, sekretariatschef i Center for Regional Udvikling forklarer:
Borgerne forventer i stigende grad at komme til orde i den politiske debat. Det bliver vores digitale platform et redskab til. Platformen giver transparens om beslutningsprocessen og gør det lettere for borgerne at få deres idéer og synspunkter frem.
Derudover ønsker regionen, at platformen gør det mere synligt, at borgerne også har mulighed for at henvende sig direkte til regionen med deres idéer og input.
Budgetaftale 2023 Region Hovedstaden
Vi har en ambition om at nå endnu bredere ud til flere borgere. Vi ønsker at afprøve en digital platform for borgerinddragelse, som kan gøre det nemmere for borgerne at deltage og påvirke regionens politiske beslutningsprocesser i forhold til både klima, trafik og regional udvikling. Ud over de konkrete resultater, indebærer ambitionen, at vi løbende dygtiggør os i, hvordan vi behandler borgernes idéer og input ordentligt og effektivt.
Region Hovedstadens digitale platform kommer i første omgang kommer til at fokusere på regional planlægning og trafik. En særlig interessant målgruppe er pendlerne, som er interesseret i trafikken på tværs af kommunerne herunder den kollektive trafik og forbindelserne imellem transportformer. Derfor er der ifølge sekretariatschefen behov for en borgerdialog om trafik, som både er lokal og regional.
I Region Hovedstaden arbejder 10 kommuner med digital borgerinddragelse på platformen fra CitizenLab.
Vi vil meget gerne samarbejde med kommunerne om borgerinddragelse, så input kan blive delt mellem os. Vi prøver os frem og ser om der kan udvikles et samarbejde med kommunerne om digital borgerinddragelse hen ad vejen,
siger Iben Fibiger.
På sigt er det tanken, at de erfaringer og rutiner, som regionen opbygger med digital borgerinddragelse indenfor regional udvikling og trafik, vil kunne bruges i videre overvejelser om også at gøre brug af platformen til l borgerinddragelse på sundhedsområdet.